I går aftes forberedte jeg boller, som jeg bagte til gæster her til morgen. Det er en super nem opskrift, som er dejlig fleksibel, så man kan bruge det mel man lige står og har i hjemmet. Her er den opskrift jeg brugte i dag.

7 1/2 dl koldt vand
25 g gær
1 spsk. honning
1 spsk. salt
125 g grove økologiske havregryn –fine kan også bruges
75 g økologiske boghvedeflager
25 g mørk økologisk maltmel
200 g økologisk fuldkorns hvedemel
ca. 550 g økologisk hvedemel

Fremgangsmåde:
Find en stor skål, hvori dejen kan hæve i mindst 10 timer. Hæld det kolde vand i skålen. Sæt gæret fast på bunden af skålen og brug dine rene hænder til at røre gæren ud. Tilsæt honning og salt. Rør rundt. Tilsæt havregryn, boghvedeflager og maltmel og fuldkorns hvedemel, rør rundt. Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen. Rør godt rundt. Dejen skal være fugtig. Læg et låg eller film over skålen og sæt den i køleskabet til næste dag (eller til om aftenen). Om vinteren har vores dej overnattet i vores kolde skur.

Forvarm ovnen til 225 grader –almindelig ovn. Tag to skeer og lav en klat dej. Rul den i birkes, knækbrødsmix, solsikkekerner eller hvad man lige synes. Dette kan undlades. Sæt klatterne på en bageplade. Bag bollerne i ovnen i 20 minutter til de lyder hule, når man banker dem i bunden.